Vore projekter
Landbrugsprojekter
Fra 2002 til 2006 drev PULS et landbrugsprojekt i samarbejde med den tanzaniske agronom Ringo. Det blev så stor en succes, at Rockwool Fonden overtog det fra 2006-2012 og videreudviklede det til et meget større område. Se: www.rockwoolfonden.dk
Fra 2014 til 2020 etablerede PULS i samarbejde med DMRU og Ringo (Recoda) et nyt landbrugsprojekt, KIWAKKUKI i højdedragene ved Kilimanjaro i et område med høj frekvens af HIV/AIDS, hvor mange yngre er døde. Raske og syge lokale, fattige farmere lærer at dyrke bananer, ærter, søde kartofler og kasawa på en bæredygtig måde. Desuden lærer de om dyrehold af geder, grise, kaniner og høns. De lærer at håndtere penge og spare op. De lærer om demokrati, og nogle af grupperne har startet andelsselskaber. Der har været meget stor spredningseffekt på dette projekt. Se www.ulandshjaelp.dk og www.dmru.org.
Teddy School
Teddys School ligger i et af Arushas slumkvarterer med mange forældreløse børn og udstødte HIV/AIDS smittede kvinder. Her er det lykkedes at etablere en meningsfuld hverdag for 130 børn, hvor lærere underviser børnene og de 68 kvinder, heraf mange er HIV/AIDS ramte. Nogle af kvinderne hjælper som ”caretakers” for forældreløse børn. De dyrker også landbrug og fremstiller varer, som de sælger og får dermed mulighed for at blive selvhjulpne og integrere sig i samfundet. Teddys School er i dag anerkendt som en social institution.
HSH skolen
HSH-skolen (Help to Self Help) er en teknisk skole, som blev indviet i 1994 og har tre linjer – køkken-, skrædder- og elektrikerlinje.
Gennem årene, hvor skolen har fungeret, har mere end 7000 elever bestået deres eksamen. PULS støtter skolen og betaler de fattigste elevers skolepenge. Eleverne undervises også i matematik, engelsk, IT, religion, kommunikation, iværksætteri og samfundslære. Se: www.hsh.or.tz
Female Genital Mutilation
Kvindelig omskæring
I 2006 begyndte vi projektet: Stop kvindelig omskæring. (FGM = Female Genital Mutilation). 20-30% af de unge piger omskæres i Tanzania. Det medfører store lidelser for dem resten af deres liv. Det er især masaifolket, der praktiserer denne grusomme tradition, som er en ældgammel kulturarv. Fra 2019 er projektet udvidet til et meget større område. Siden 2012 har Dansk Missinsråds Udviklingsafdeling støttet projektet. Alt arbejde for PULS udføres af frivillige og ulønnede. I ganske særlige tilfælde køber vi eksperter til rådgivning.
Ønskes yderligere oplysninger, kan nedenstående kontaktes: stoette@ulandshjaelp.dk
Solar Cooker
Nyt alternativ til brændekomfur
Hvis den 3. generation af PULS’s solkomfurer er attraktiv nok og kan produceres til en rimelig pris, vil PULS overveje et nyt projekt, der har til formål at afsøge muligheder for at få etableret egentlig produktion og markedsføring af solkomfurer i større skala.
Derudover overvejer PULS at afprøve andre anvendelser af den nye teknologi, fx som ovn, til tørring af afgrøder og mursten, desinficering af vand m.v. Hvis nogle af disse anvendelser af teknologien er lovende, kan andre projekter iværksættes.
VSLA
Village Saving And Loan
VSLA-projektet er en slags lokal bank, der ejes af deltagerne. Her kan man indskyde penge, og efter 4 uger kan nogle i gruppen låne op til tre gange så meget, som de har indskudt. Det er hele gruppen, der bestemmer, hvilke medlemmer der kan låne til hvilke projekter. Projekterne skal være bæredygtige, og det skal være sandsynligt, at medlemmet kan betale lånet tilbage.
VSLA-tilbydes i alle de gruppebaserede projekter og er meget attraktive, da deltagerne ikke selvstændigt har adgang til en bankkonto.